Bolignyheder

Værd at vide om det nye skattesystem

Sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har Regeringen nu indgået en bred aftale om et nyt boligskattesystem. Aftalen skal ses i sammenhæng med, at vi i 2019 får nye ejendomsvurderinger, og at det nuværende boligskatteforlig ”Skattestoppet” ophører i 2020. 

Frem til 2021 skal der ikke betales mere i boligskat end på nuværende tidspunkt, og eventuelle stigninger i grundskylden bliver indfrosset indtil salg af boligen. De nye skatteregler træder først i kraft fra 2021.

Hvad er det nye?

Den nye reform finansieres fortrinsvis via statskassen, og boligejerne får dermed ikke reduceret rentefradraget.

Ejendomsvurderinger

Boligens værdi, som ligger til grund for beregningen af boligskatten, skal ikke længere være fastfrosset, men følge boligens reelle markedsværdi. Der trækkes dog 20% fra vurderingen, inden boligskatten beregnes. Det sker for at være sikker på, at vurderingen ikke er sat for højt.

Ejendomsværdiskat

Ejendomsværdiskatten beregnes med udgangspunkt i ejendomsværdien og betales af boligejere til staten. Ejendomsværdiskatten sættes ned til 0,55 pct. af boligens værdi (efter nedslaget på 20% som beskrevet ovenfor), dog 1,4 pct. for den del af værdien, der overstiger 6 mio. kr. (dvs. 7,5 mio. kr., da 80 pct. af 7,5 mio. kr. er 6 mio. kr.).

Grundskyld

Grundskylden (ejendomsskat) beregnes med udgangspunkt i grundværdien, og betales af boligejere til kommunen. Den gennemsnitlige grundskyldspromille sænkes til 16, og opkræves løbende via forskudsopgørelsen. Det gøres for at holde boligejernes beskatning nede, selv om grundvurderingerne øges.

Skatterabat

Eksisterende boligejere, for hvem boligskatten i 2021 er højere efter de nye regler end efter de gamle regler, får en individuel skatterabat, så ændringen af reglerne neutraliseres. Samme rabat gives hvert år, indtil boligen sælges.

Efter 2021 stiger/falder skatten sammen med boligens værdi, mens skatterabatten er et fast beløb. Det betyder, at din boligskat alt i alt kan stige i fremtiden i takt med at inflationen udhuler skatterabatten. Boligskat, der overstiger niveauet fra 2021, skal dog ikke nødvendigvis betales med det samme, men kan indefryses indtil boligen sælges.

Fut i salget

”Den personlige skatterabat kan give et incitament til at købe ejendom før 2021, for hvis man køber nu, kan man opnå at få del i skatterabatten og dermed få en lavere boligskattebetaling” siger boligøkonom Mikkel Høegh.

Efter 2021 vil den fremtidige ejer komme til at betale en højere skat end den tidligere, hvilket kan medføre faldende salgspriser og færre handler indtil prisniveauet tilpasses. ”Det skal man som sælger være opmærksom på”, siger boligøkonom Mikkel Høegh.

Særligt for de dyreste ejendomme

Dyre ejendomme kommer til at betale mere i skat. Men ejerne kan til gengæld glæde sig over, at et solidt grundskyldsefterslæb er sløjfet.

Meget dyre boliger, det vil sige plus 15 mio. kroner, vil komme til at betale noget mere i skat fra 2021og frem og vil dermed presses ned i pris.

Ifølge Danmarks Statistik er der ca. 15.000 boliger i Danmark med en markedsværdi over 7,5 millioner kroner. Heraf ligger 8.590 i en af de fire nordsjællandske kommuner, Gentofte, Frederiksberg, Rudersdal og Hørsholm.

Særligt for lejligheder

”Grundskylden for ejerlejlighederne har i en række år været vurderet lavt og nu lægges der op til markante stigninger i grundværdien.

Det vil betyde, at lejlighedernes grundskyld vil stige kraftigt, og derfor vil særligt dyre lejligheder bliver presset ned i pris efter 2021” siger Mikkel Høegh.

Det fremgår af regeringens nye pakke, at grundværdierne for ejerlejligheder vil blive mere end tredoblet efter 2021.

Seneste bolignyheder
Se alle
04.10.2017 Boliglånsanbefaling: Sådan kan du sikre dig mod rentestigninger
28.09.2017 Boligøkonom advarer politikerne: I risikerer at skabe en negativ spiral
11.09.2017 Boligboble eller ej
24.08.2017 Flere boliger sælges uden om nettet
04.08.2017 Er grønne boligforbedringer en god investering?