Bliv ikke renteblind

Spænd nu sikkerhedsselen

Af Mikkel Høegh, boligøkonom, Jyske Bank

Renten er faldet betydeligt gennem en lang årrække, og vi er der, hvor man lige nu kan få penge for at låne. Obligationsejerne accepterer at betale for at få placeret deres penge i korte obligationer. Indrømmet - det er helt vildt og overgår min vildeste fantasi om, hvad jeg troede man kunne opleve, da jeg for snart mange år siden begyndte at arbejde med boligøkonomi, renter mv.

Denne klumme er ikke for at male fanden på væggen. Der er masser af gode økonomiske grunde til at vælge lån med variabel rente. Hensigten med denne klumme er snarere at gøre opmærksom på, hvad man kan kalde rettidig omhu. Rentestigninger kan komme meget hurtigere end vi regner med, og derfor er det godt at have tænkt over, hvilke konsekvenser det har for ens økonomi. På samme måde som man holder brandøvelser – det er jo heller ikke fordi man håber på, at huset en dag brænder ned, men er snarere et udtryk for, at det er godt at have tænkt over situationen. Bliver vi i denne metafor, kan denne lille klumme betragtes som, at vi sætter røgalarmen op. 

Høj fart ned af Autobahn

Lige nu, hvor renten er historisk lav, og de økonomiske nøgletal viser en økonomi, der er i opsving, så er sandsynligheden for, at renten vil stige, trods alle forbehold, bare større end for, at den vil falde. Bemærk, jeg udelukker ikke fald. Men derfor skal vi også passe på, at vi ikke forelsker os alt for meget i det nuværende renteniveau. Lidt som, hvis man kører i en lækker bil ned af den tyske Autobahn, så skal man lige vænne sig til den lavere fart, når man har taget en Ausfarht, og er rykket op på den almindelige landevej.

Gør en sikkerhedssele værdifuld

Derfor bør man tænke over, at lige nu kan man få fast rente i 30 år på det samme niveau som F1-lånenes rente har været gennemsnitligt siden introduktionen. Det er umiddelbart meget attraktivt, hvis man tænker nærmere over det. I Europa har man en målsætning om, at inflationen skal være på 2 pct. Tilbuddet betyder således, at man kan aftale en realrente på omkring nul i 30 år. Det tager i hvert fald brodden af min fars formaninger, fra dengang jeg brugte sut, om dengang han havde et pensionskasselån til 20 pct. i rente som han ikke kunne komme ud af. Det har været en traumatisk oplevelse… Jeg ser dagens lånemuligheder som, at man har mulighed for at spænde sikkerhedsselen, når man farer ned af Autobahn. Det kunne man ikke i de gamle biler fra før 70’erne.

Men er det nødvendigt, vil nogen sikkert sige. Der er jo lige nu ret stor forskel på den korte og den lange rente. Ja, jeg må medgive, at forskellen er ganske stor og lidt overvældende. Umiddelbart tror vi ikke på voldsomme rentestigninger, men - der er altid et men, når man taler med en økonom - vi kan ikke det der med sort/hvide-budskaber; det er en arbejdsskade som følge af, at vi jævnligt tager fejl!

Renten kan stige hurtigere end centralbankernes skygge

Så her kommer mit men. Lige nu priser obligationsmarkederne sandsynligheden for rentestigninger forholdsvist lavt. Det kan ændre sig, bl.a. fordi centralbankerne selv går rundt og siger, at med de nuværende vækstrater og de kapacitetsbegrænsninger, der er på arbejdsmarkedet, så vil det være nødvendigt at forhøje renten.

Når markederne en dag – og den dag vil sandsynligvis komme – bliver enige, så vil renterne stige. Renterne stiger på forventninger og ikke på handlinger. Markederne er altså hurtigere end centralbankernes skygge. I den forbindelse er det værd at huske på, at vi kun skal tilbage til vinteren 2008 før renten på et F1-lån var knap 6 pct. Der tror jeg ikke, vi ender i denne omgang, men det er et godt eksempel på, at det faktisk kan gå hurtigt. I begyndelsen af året 2008 var F1-renten nemlig 4,20 pct. Derfor er det altså værd at tænke over, hvordan ens økonomi er skruet sammen.

Læs mere om renter: Skal – skal ikke vælge fast rente?