6 gode råd om økonomi, når du skal købe bolig

Når du overvejer at købe bolig, kan du selv gøre rigtig meget for at forberede dig. Få boligøkonomens bedste råd med på vej og kom et skridt nærmere den bolig, du drømmer om.

1. Læg et realistisk budget

Du skal prøve at lægge et budget, som er realistisk og omfattende. Så får du et overblik over, hvilke udgifter du har i dag, og hvad dit rådighedsbeløb er i dag.

På den måde har du noget at sammenligne med og kan hele tiden relatere økonomien i et bestemt boligkøb med din nuværende situation. Vil du få et større eller mindre rådighedsbeløb, hvis du køber en bestemt bolig, og er det ok? Husk at justere budgettet, så det også tager højde for oversete fejl og mangler, som skal udbedres.

2. Undersøg dit forbrug

Du skal også have en realistisk tilgang til, hvad du bruger penge på. Har du luft i økonomien til nedgangstider?

Mange bruger penge, de ikke nødvendigvis er opmærksomme på, at de bruger. Der følger automatisk flere faste udgifter med et huskøb, og så er det en god idé at vide, hvad du kan skrue op og ned for – og hvad du helt kan undvære.

Det gælder især, hvis du vælger lån med variabel rente, og renten en dag begynder at stige. Så er det godt at vide, at der er noget i budgettet, der kan reguleres, så der er råd til rentestigningerne.

Du kan bruge forbrugsoverblikket i både netbanken og mobilbanken til at blive klogere på, hvad dine penge går til.

3. Spar op til udbetalingen

I dag skal du som minimum selv lægge 5% af boligens pris + omkostninger ved boligkøbet i udbetaling. Dvs. 100.000 kr. + omkostninger, hvis du vil købe en bolig til 2 millioner kr. De penge kan du ikke låne i banken.

Jo mere du selv har med i sparegrisen, jo dyrere en bolig kan du i princippet købe, og det giver dig en buffer i din gæld og dermed mere tryghed.

4. Find det lån, der passer til dig

Det hedder i banksprog, at du skal afdække din investeringsprofil. Nogle er til livrem og seler, nogle kan godt spille lidt med renten - det er meget individuelt.

Når du skal købe noget – uanset om det er en bil, en cykel eller et boliglån - er det altid godt selv at have en fornemmelse af, hvad det er, du gerne vil have. Sæt dig godt ind i, hvad der kendetegner de forskellige låntyper. Det handler ikke kun om renten, men om lånenes forskellige egenskaber. Et lån med fast rente har helt andre fordele end et lån med variabel rente, som kan vise sig at leve op til lige netop dit behov.

Se alle boliglån

5. Snak med nogen, og stil spørgsmål!

Når du har gjort dit forarbejde og mødes med din rådgiver, skal du ikke være bange for at stille spørgsmål – og blive ved med at stille spørgsmål til det, du ikke forstår, og få en dialog om det. Det er – også – det, vi er her for.

6. Undgå dobbelt husleje

Det sjette og sidste råd gælder kun dig, der ejer en bolig i forvejen: Sørg for at få den solgt, inden du køber en ny, så du ikke pludselig står med to lån, du skal betale af på.


Har du fundet drømmeboligen?

Når du har fundet din drømmebolig, kan vi i Jyske Bank hjælpe dig hurtigt og trygt videre.

Kontakt mig om forberedelse af boligkøb

Noget gik galt. Prøv venligst igen senere.

Tak for din henvendelse

Vi vil kontakte dig i løbet af kort tid.
Du bliver ringet op fra et nummer, der starter med 89 89.
Vi ser frem til at tale med dig.