SEPA Direct Debit

Du kan tilmelde dig Betalingsservice i euro og automatisk betale regninger i en række lande.

SEPA Direct Debit kan bruges i EU og i SEPA medlemslandene Norge, Liechtenstein, Island og Schweiz. Populært kan det kaldes betalingsservice i euro.

Hvad er SEPA Direct Debit?

En betalingsmetode, der baseres på fælles SEPA-standarder. Hvor det tidligere har været nødvendigt at kende til de øvrige landes nationale betalingssystemer samt at have konto i et udenlandsk pengeinstitut for at kunne benytte deres betalingssystemer, udbredes nu et betalingssystem, som kan benyttes til betalinger over landegrænser i hele det tilsluttede område.

SEPA Direct Debit bygger på en betalingsaftale mellem en betaler og en betalingsmodtager. De respektive banker udfører betalingen efter bestilling fra betalingsmodtageren. Forud vil betaleren have indgået aftale med sin bank om anvendelse af SEPA Direct Debit. Kun erhvervskunder kan indgå aftale om at være betalingsmodtager og om betaling af erhvervsbetalinger, der også kaldes B2B betalinger (Business to Business). Både privatkunder og erhvervskunder kan indgå aftale om betaling af privatbetalinger, der også kaldes B2C betalinger (Business to Consumer).

Vi tilbyder dig som privatkunde SEPA Direct Debit som debitor.

Hvad er fordelene ved at bruge SEPA Direct Debit?

For dig som debitor:

  • Betalinger udføres rettidigt.
  • Du slipper for at skulle huske at betale.
  • SEPA Direct Debit kan evt. mindske behovet for at have konti oprettet i udenlandske banker for at kunne benytte landets nationale betalingssystem.
  • SEPA Direct Debit kan evt. erstatte kortbetalinger over nettet.

Hvordan kommer jeg i gang?

Som debitor på privatbetalinger kan du indgå betalingsaftaler med betalingsmodtageren, så snart dette er aftalt med din rådgiver.
For at kunne anvende SEPA Direct Debit som betalingsmetode kræver det, at din betalingsmodtager er oprettet som kreditor. Oftest vil dette fremgå af betalingsbetingelser, fakturaer el.lign.